Henter indhold...





På vej til fællesskab

Mariagerfjord Kommune


På vej til fællesskab er en gratis indsats til dig i Mariagerfjord Kommune, som er over 65 år og føler dig alene. Indsatsen har fokus på at forebygge og afhjælpe ensomhed og øge livskvaliteten. Det kræver ingen henvisning

Et fællesskab, der passer dig
Savner du aktiviteter og samvær med andre mennesker i din hverdag? Er det også svært at finde ud af, hvor og hvornår de forskellige tilbud foregår? Så vil vi rigtig gerne hjælpe.

Sådan foregår det:

  • Kontakt fællesskabskoordinatoren via kontaktoplysningerne her på siden.
  • Vi besøger dig til en samtale om din livssituation, interesser og udfordringer
  • Sammen finder vi et fællesskab, som kan passe dig
  • Vi hjælper gerne med tilmelding
  • Har du brug for støtte i mødet med dit nye fællesskab, tager vi gerne med
  • Vi følger op med samtaler om din trivsel

Alle kan være ensomme
Der er mange grunde til ensomhed. Særligt livsændringer som at miste en nærtstående, flytte eller nedsat hørelse kan være skyld i ensomhed. Langvarig ensomhed kan være farlig for dit mentale og fysiske helbred. Derfor er det vigtigt at handle.

Tilbuddet kan være en hjælp for dig, som:

  • Har lyst til at komme ud, men har svært ved at komme af sted
  • Har mistet en partner eller har en alvorligt syg partner
  • Lider af en kronisk sygdom
  • Har nedsat hørelse
  • Vurderer dit eget helbred som dårligt
  • Føler dig alene, selvom du er sammen med andre mennesker

 

Er du pårørende eller bekymret medborger?
Det kan være svært at vide, om en forælder eller nabo er ensom. Ensomhed opleves forskelligt fra person til person og kommer til udtryk på forskellige måder. Oplevelsen af ensomhed er normal og ufarlig, hvis den er forbigående. Men langvarig ensomhed påvirker vores mentale og fysiske helbred og skal tages alvorligt.

Der kan være mange grunde til ensomhed. Nedenfor kan du se nogle af de faktorer, som kan have særlig betydning for, om ældre oplever ensomhed.

Der er høj risiko for ensomhed, hvis den ældre:

  • Vurderer sit eget helbred som dårligt
  • Har gennemlevet kritiske sygdomsforløb
  • Har en alvorligt syg ægtefælle
  • Har mistet sin ægtefælle eller en nærtstående indenfor de seneste seks måneder
  • Har problemer med hørelsen
  • Højest har kontakt til familie og venner en til to gange om måneden
  • Giver udtryk for at have svært ved at tage sig sammen til at gøre ting
  • Har svært ved at strukturere hverdagen
  • Mangler støtte og nogen at tale med, når der er problemer


Hvad kan du gøre som pårørende?
Ældre, som oplever ensomhed, kan have svært ved at tale om det og give udtryk for, at de behøver hjælp til at bryde ensomheden. Mange ældre har nemlig været vant til at klare sig selv og vil ikke være til besvær. Ensomhed kan føles som et nederlag, og det gør det ikke lettere at tale om.

Som pårørende kan man tro, at det hele går fint, fordi man ikke hører andet. Derfor er det vigtigt at spørge ind til den ældre, selvom det kan være svært for begge parter.

Tal om det. Du kan måske tage udgangspunkt i dine egne oplevelser og spørge ind til, om den ældre genkender de ting, du siger. Nogle gange kan det være nemmere at tale om de ting, som er svære, når man går en tur.

 

Hvor og hvornår: der laves en aftale om et møde hvor vi sammen kan finde tilbud der kan passe din situation. 

Tilmelding: kontakt os på Telefon: 97 11 39 47 for at aftale et møde.

Pris: Gratis men krav om at bopæls og betalingskommune er Mariagerfjord


Tilbuddet er til dig, som...

  • er over 65 år og føler dig alene
  • mangler støtte og nogen at tale med, når der er problemer
  • har lyst til at komme ud, men har svært ved at komme af sted
  • har bopæls og betalingskommune i Mariagerfjord
  • ... er også for dig der bærer solsikkesnor og/eller har fysiske eller psykiske handicaps

Aktiviteter

Fandt du ikke det du søgte, eller opdagede du fejl ved et opslag?

Skriv til os
Kontakt os
Top